Købehavn, d. 20.03.15

Folketingsmedlem Villum Christensen har sammen med en række energiorganisationer arrangeret en konference på Christiansborg for at sætte fokus på de boligejere, der bor i områder uden for den kollektive opvarmning. Hvordan sikres de en opvarmning, der både er grøn og økonomisk overskuelig?

Hvordan kan vi fremme den grønne omstilling inden for individuel opvarmning? Hvilke tekniske løsninger findes der på markedet, og hvilke er i pipeline? Det sættes der fokus på den 23. marts, når Liberal Alliances energiordfører, Villum Christensen sammen med de fire energiorganisationer Debra, EOF, OSS og OR er vært for en konference om individuel opvarmning i Folketingets Fællessal på Christiansborg.

Formålet med konferencen er at sætte spot på de mange boligejere, der bor uden for det kollektive net med fjernvarme og naturgas. Hvordan kan de finde en varmeløsning, der både er grøn OG økonomisk overskuelig?

Der er fortsat rigtig mange danskere, der bor uden for de kollektive forsyningsområder. Dem er det vigtigt, at vi politikere ikke bare glemmer. De har brug for individuelle varmeløsninger, der både er energieffektive og til at betale. For eksempel er et skift til et nyt og næsten 100 % energieffektivt oliefyr meget bedre for klimaet end blot at beholde det gamle, siger Villum Christensen.

 

Fra politisk hold skal vi have fokus på de realistiske og konstruktive løsninger. Den enkelte boligejer skal kunne vælge netop den løsning, der passer bedst til ham og hans bolig. Det er også meget bedre for klimaet at fremme udskiftningen af de ældre energianlæg rundt om i landet, ved at gøre det nemmere at låne til energiforbedrende tiltag, der samtidig ofte betaler sig hurtigt hjem igen i energibesparelser. Derfor er det bedre at bruge gulerod i stedet for pisk, når det gælder den grønne omstilling,

slutter Villum Christensen, der glæder sig til at debattere individuelle varmeløsninger med politikere, tænketanke og fageksperter på konferencen.

*Konferenceprogrammet kan ses her

 

Kontakt Villum Christensen:

Villum Christensen kan træffes på telefon 61 62 58 68

De 4 organisationer er:

Dansk Energi Brancheforening, Debra:   www.energibranchen.dk

Energi- og Olieforum (EOF) www.eof.dk

OSS: Olie- og Gasbrænder Service Sammenslutningen www.oss-service.dk

OR: Oliefyringsbranchens Registreringsordning www.or.dk